Annie & Tange 1958

Alle tiders Tange (bog)

Forlaget Bakkelandet, 2015


"Januar er endnu ikke i vintertøjet, da jeg første gang møder Tange. Men det er Tange knap heller...

- Jeg har glemt det, siger han, mens han gnider natten af øjnene og hanker op i sine snart 75 år og de lange, uldne underbukser.


Han er barnefødt på Falster, men de store kapitler bliver skrevet på Fyn i lommer af lykke og huller af sorg, inden han med sin elskede og femten år yngre hustru, Minna, går den tredje alder meget aktivt i møde på Ærø. Her er ingen længere i tvivl om, hvem Tange er. Godt for Ærø."

Far til film (portræt)

Bragt i Fyns Amts Avis


"Producenten er ofte usynlig i den brede offentlighed og mens opmærksomhed og priser ved en vellykket film oftest tilfalder instruktør og hovedrolleindehavere, så er producenten gemt bag excel-ark og beregninger, lange forhandlinger og mange møder. Og han er samtidig den, der fra A til Z sætter holdet for filmens tilblivelse.


Erik Crone er sådan en bagmand. Og med over 40 år i branchen har han sat aftryk i alle dele af dansk film.


Men Erik Crones egen historie starter et helt andet sted, for trods filmglitter i spandevis, så er han kommet til verden under rimeligt beskedne kår som nr. to af tre søskende på en fødeklinik oven på Bispebjerg Bio, og voksede op på Nørrebro."


Lyse dage (portræt)

Ifbm. udstillingen "Høkeren skaber sammenhold", 2017


"Elin Alberte Leonore Winding hedder sangeren og forfatteren i den fulde version, men alle er på fornavn med Alberte. Især på Ærø.


Hendes musikalske univers er eftertænksomt og længselsfuldt, synonymt med lyse nætter og blå toner. Men hun er også tjubang-chokolademand og en lattermild sjæl, der elsker store penselstrøg og glade farver.


Hun blev i sin tid kendt fra Bamses Billedbog, hvor hun var inde i Luna. Men inde i Alberte er en 8-årig pige modelleret af sin opvækst i Skovby i dét, hun selv kalder en cirkusfamilie, i huset lige overfor Høkeren."

Sådan var det (hæfte)

Grethe Madsens erindringer 1919 -1945


"Grethes leveregel nr. 1 er tilsyneladende, at man skal gøre sig umage med alt her i tilværelsen. Og gøre en indsats. Man skal tage sig sammen.


Hårdt arbejde præger alle hendes erindringer om livet i det sydfynske, ligesom årene ude at tjene som stor pige også var præget af mange gøremål og hårdt slid. Men til gengæld har livets store løsen for Grethe været og er stadig en uhyre stor nydelse i de helt naturgivne rammer omkring hende. Det fastforankrede rodnet, som tilværelsen i Vester Åby alle dage har bestået af - Vejret, himlen, årstiderne, jorden og afgrøderne heraf.

Grete Lindegaard 14 år
1957 - Grete 12 år med familien
Spejderpatrulje 1956

Grete Lindegaard - Erindringer 1942 - 1963 (Ikke-kommerciel udgivelse, 2017)


"Jeg har haft én særlig ledetråd gennem tilværelsen, nemlig, at enhver beslutning er den rigtigste, på dét tidspunkt, den bliver truffet. Og det har jeg sagt til utallige andre mennesker. Alt andet giver bare ærgrelse. På den anden side vil jeg sige, at jeg nok skulle have været mindre tilbageholdende og lidt mere dristig. Jeg er stadigvæk en flinkeskole-pige af den dér generation. Det sidder så dybt i mig."


Der er kaffe klar og brød i tre udgaver og en sommerfugl blafrer forvirret i den store vindueskarnap og har glemt at gå i hi. I alle niveauer syner bøger og aviser og alskens berigende lekture, og et gammelt standur med behørigt resonans tikker trofast i hjørnet, mens gemalen Hans Peter dirigeres op på 1. salen, for her i stuen skal Gretes barndom og ungdom nemlig rulles ud i fuld længde.


Høker af Skovby (portræt)

Ifbm. udstillingen "Høkeren skaber sammenhold", 2017


"Han kigger lidt halvtræt op fra sin plads ved bordet i køkkenet, med smil dog, men uden forsøg på at rejse sig. Høker er vant til at folk kommer til ham, det kan man mærke. Det er næsten som at være i audiens. Bare hyggeligere og helt uden fine fornemmelser. Hos Høker af Skovby.


Eller i mere borgerlig omgangsform, Hans Ejler Eriksen. Han er mand og butik i et, de to kan ikke skilles ad. Heller ikke selvom butikken efter næsten 60 år som byens centrale købmandsforretning, lukkede i 2007."