Bibliografi
Med livet i hælene, 1992
Uden sikker viden, 1994
Slangen i Sydney, 1997
Femte sol brænder, 2000
Jagten på sandheden : Uden sikker viden, Slangen i Sydney og Femte sol brænder, 2003
Den store tid - Aftenlandet, 2004
Ærø i tanker og streg, 2007
Den store tid - Stormen, 2008
Ærø i tanker og streg II, 2009
Ærøs natur, 2014
Mordet på øen, 2015
Dødens kode, 2017
Den der falder, 2020
Rågelejes natur, 2022
Dragenotatet, 2023
Jeg er født d. 28. november 1961 i Værløse, hvor jeg voksede op.
Jeg har altid drømt om at blive forfatter, men udsigten til en usikker økonomi fik mig til at søge ind på journalistuddannelsen efter gymnasiet. Jeg kom i praktik på BT, hvor jeg fik fast ansættelse efter endt uddannelse, og arbejdede i 9 år, primært med filmstoffet.
Jeg debuterede som forfatter i 1992 med den humoristiske stand-up roman 'Med livet i hælene'. Jeg fik internationalt gennembrud med min anden bog, en thriller, 'Uden sikker viden' (1994), som blev en stor succes og oversat til en lang række sprog. Men det er nok stadig thrilleren 'Slangen i Sydney', som er den mest kendte af mine romaner.
Interessen for film kan spores i min skrivestil, som er iscenesættende og filmisk med brug af replikskifte og detaljerede handlingsbeskrivelser, ligesom den er plot- og spændingsopbyggende. Jeg dyrker den grundige research og det veldrejede plot. Jeg har desuden skrevet filmmanuskripter, bl.a. til 'Operation Cobra', baseret på Anders Bodelsens roman af samme navn. Jeg har også skrevet til DR-Drama.
Romanerne, 'Den Store Tid - Aftenlandet' og 'Den Store Tid - Stormen' er mit take på de historiske romaner, hvor jeg ønskede at skildre den kulturkamp, der foregik i Danmark i slutningen af det 19. århundrede, om romantikkens konfrontation med de nye strømninger i tiden.
Mine værker er båret en stor nysgerrighed på verden omkring os og vores etablerede viden om den. Men den eneste sandhed er, at der aldrig findes én sandhed, hverken om en tid eller om et menneske. Det er det, hele mit forfatterskab indtil nu er gået ud på at vise.
Efter de første romaner valgte jeg at blive forfatter på fuld tid. Jeg flyttede fra København til Udsholt i Nordsjælland og stiftede siden familie med Gro Madsen i Gilleleje, hvor vores to døtre kom til. I 2006 flyttede vi til Ærø i Det Sydfynske Øhav.
Øen kom til at danne ramme for hele 3 romaner, foruden 3 egne udgivelser om kunst og natur. Jeg har nemlig malet de fleste af mine akvareller på Ærø, som er omsat til både postkort og kalendere i kommercielt regi, men også solgt som originale værker.
Min store interesse for natur fik også frit løb her, da øen er beriget med utrolig stor diversitet på et naturligt afgrænset område. Og især har jeg dokumenteret øen på kryds og tværs som naturfotograf, hvilket afstedkom udgivelsen 'Ærøs natur',(2014) i samarbejde med min kone. Også de to Ærøkrimier 'Mordet på øen' (2015) og 'Dødens Kode' (2017) gør brug af øens landskaber og dyreliv, især fugle- og insektliv.
I baglandet til gården, vi boede på, flyttede Ærøs første ynglende havørnepar ind i 2019, som jeg indgående fulgte og formidlede nyt om. Af samme årsag blev jeg redekoordinator for Ærø i Projekt Ørn under Dansk Ornitologisk Forening, DOF.
I 2021 flyttede vi retur til Nordsjælland og bosatte os i Rågeleje. Her har vi i den grad også nydt og udforsket natur, der er noget af Danmarks mest biodiversitetsrige. Og turene i nabolaget er god mental opladning til skriveriet, senest med endnu en naturbog, 'Rågelejes natur' (2022) og romanen 'Dragenotatet' (2023).
I 2002 blev 'Slangen i Sydney' indstillet til The International IMPAC Dublin Literary Award
I 2007 modtog forfatteren De frankofone landes ambassadørers litteraturpris for 'Den store tid - Aftenlandet', i fransk oversættelse: Le pays de la nuit.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes